30 år i pendulfart mellem Sønderjylland og Vestegnen
July 21, 2025

– Jeg er medlem af FFB, fordi jeg elsker fællesskabet, fortæller Torben Petersen, der siden midten af halvfemserne har kørt 400.000 kilometer i bil for at følge Brøndby IF i Superligaen. Det svarer til 10 gange rundt om jordkloden.
– Det kræver sin fan at være med i kampen for at fremtidssikre Brøndby IF. Det vil vi gerne hylde, og derfor bringer vi løbende en portrætserie om vores fantastiske medlemmer. Formålet er samtidig at vise, at selvom vi har vidt forskellige baggrunde og mange forskellige holdninger, er vi i FFB samlet om ét fælles mål.
Vi har bedt vores ‘ofre’ fortælle lidt om deres forhold til Brøndby, hvem de er, og hvorfor de er medlemmer af FFB –
Der var engang i de glade 90’ere. Festerne var vilde, og Brøndby var altdominerende.
For Torben Petersen og hans venneflok fra Gråsten startede weekenden typisk på den legendariske pub, Maybe Not Bob.
Stedet var ifølge det lokale politis udtalelser til JydskeVestkysten dengang et rent kaos – med et propfyldt lokale, høj musik, vild dans på bordene, knust glas og dårlig kontrol af dørmændene ved indgangen.
Men uanset hvor mange tømmermænd søndagen bød på, blev en bil fyldt op, og så gik turen fra slotsbyen til Brøndby-kamp.
Tæt på har også ret
Ganske vist proklamerede tidens store lokale idol, den ukronede danske mester i dialekt-rap, L. Ron Harald, at en Opel Kadett “oltins æ numme jet” – men det foretrukne køretøj var dog den lidt ældre kammerat Rolands helt egen sorte Opel Corsa.
(Yngre læsere må en tur på YouTube …)
Der bliver ikke længere danset så meget på bordene rundt omkring i de lokale beværtninger. I stedet går weekenderne med hygge og familieliv sammen med konen Ulla og deres tre børn på 6, 10 og 19.
– De to ældste er indbegrebet af Brøndby og er med til kampe på udebane og på Brøndby Stadion flere gange om året. Den lille på seks år er faldet lidt fra. Han er sur over, at hans trøje med Suzuki nu er blevet for gammel, beretter Torben med et grin.
Altid på farten
Til daglig arbejder Torben som filialchef i Bygma i Gråsten, som stadig er hjembyen. Selvom mange af Brøndby-vennerne med tiden er flyttet til Sjælland og tættere på stadion, har Torben valgt ikke at forlade grænseområdet.
Så bilen bliver stadig fyldt op hver søndag, når Brøndby spiller.
Der er dog efterhånden opstået lidt problemer med pladsen.
– Vi samler som regel én bil og kører stadig flittigt til både Brøndby og på udebaneture rundt i Danmark. Og vi håber, at der snart kan komme en udebane-tur ud af det i Europa.
Min store hovedpine er dog, at mine børn også gerne vil med. Og helst hver gang.
Omnes pro Societate
For Torben er det vigtigt at få alle med. Derfor mener han også, at fællesskabet bør være omdrejningspunktet for et fremtidigt ejerskab af Brøndby.
– Jeg synes, man mellem fans, sponsorer og aktionærer skal finde fælles fodslag om klubbens fremtid. Fællesskabet er det vigtigste – og det mærker man tydeligt, når man kommer på stadion og i svinget, hvor jeg står nu. Og sådan har det altid været.
– Jeg har fulgt Brøndby i mere end 30 år.
Min første tur var til Odense som 15-årig med Brøndby Support Sønderjylland. Bussen var fuld, og de ældre var gode til at tage sig af os unge.
Én fugl i DK
Efter tre årtier som pendler til Brøndby-kampe har Torben et stort katalog af fantastiske oplevelser. Skal han fremhæve én kamp, falder valget på sejren over en tysk gigant, da Brøndby deltog i Champions League-gruppespillet i 1998.
– Et af mine største øjeblikke var turen til Parken, hvor vi slog selveste Bayern med 2-1!
– På daværende tidspunkt var broen ikke bygget, og vi sejlede til Sjælland, fortæller Torben, der – selv når man trækker færgetid fra – lavt sat har brugt 5.000 timer på vejen for klubben – eller et halvt år af hans liv. 400.000 kilometer har byggemarkedsbossen kørt for at følge Brøndby IF. Det svarer til 10 gange rundt om planeten.
Lad os håbe, der bliver rig mulighed for europæisk fodbold i denne sæson – og at der både bliver plads til venner og børn i køretøjet.
Ud med sproget
Vi har skrevet rundt til et par håndfulde af vores seje medlemmer og spurgt, om de vil deltage i vores portrætserie. Der er allerede kommet mange positive tilbagemeldinger, men vi vil meget gerne have flere.
Skriv endelig til os, hvis du også vil være med. Det kan ordnes pr. mail eller en sludder på 10-15 minutter over telefonen.
Hvis du ikke er med endnu, så tøv ikke længere. Gør som Torben – og hundredvis af andre gode Brøndby-fans – og find et abonnement, der passer til din økonomi.
Det er alle os, der har givet vores hjerter til klubben, som skal skrive dens historie.