Fanafdelingen melder sig ind i FFB

August 13, 2024

Vigtigt initiativ, der samler fans’ interesser for fremtiden.

Fanafdelingen med sine over 2.400 medlemmer har valgt at tegne et virksomhedsmedlemsskab af Fodbold Forening Brøndby.

Det sker som udtryk for, at man har tillid til projektet, og at man ønsker at se Brøndbyfansenes interesser varetaget endnu bedre i klubben.

– Brøndbys fanmiljø har i +30 år budt ind med innovative og spændende ideer til udvikling af klub og fanscene. FFB er et nyt eksempel på innovativ, langsigtet tænkning, hvor fans kan samles om klubben på en ny måde. Fanafdelingen er derfor glade for at være sponsor for det gode initiativ, siger Lars B. Petersen, der er formand for Fanafdelingen.

Formand for FFB, Jesper Friberg, kalder medlemskabet en ”blåstempling af FFB’s arbejde” og siger:

– Vi er naturligvis meget glade for den opbakning, som Fanafdelingen viser med sit virksomhedsmedlemsskab. FFB har taget hul på et langsigtet arbejde, der handler om at sikre den økonomi, der kan fremtidssikre fanfællesskabets indflydelse i Brøndby. Vi har brug for alle gode kræfter for at komme i mål, og det kan vi kun, hvis den brede fankreds står sammen og bakker op. I det lys er Fanafdelingens opbakning et meget vigtigt skridt, siger han.

Over 320 medlemmer med 2 mio. aktier

Fanafdelingen har en stor andel i tilblivelsen af FFB, idet Fanafdelingen på sin ordinære generalforsamling i foråret 2023 besluttede at give penge til, at der kunne gennemføres en foranalyse, der skulle undersøge muligheden for, at fanfællesskabet kunne købe sig ind i Brøndby.

FFB har i dag over 320 medlemmer, der betaler mellem 600 og 1.964 kroner om året i abonnement. Tilsammen råder medlemmerne over knap to millioner aktier.

Medlemskronerne bliver investeret og forvaltet af Arbejdernes Landsbank, og når de nuværende ejere engang vælger at sælge sin aktiemajoritet, skal den opsparede formue bruges til at købe sig ind i den nye ejerkreds, så fanmiljøets interesser bliver sikret.

Du kan melde dig ind i FFB lige her, og her kan du læse mere om vejen frem i ”Spørgsmål og svar”.