FFB holdning til kommende aktieemission
January 13, 2025
Styrk værdien af dine aktier ved at melde dig ind I FFB Hvis vi skal sikre et økonomisk bæredygtigt Brøndby i fremtiden, hvor fællesskabet er den øverste besluttende myndighed, kræver det, at vi står sammen nu.
Brøndby IF annoncerede fredag en aktieemission for at rejse ny kapital til drift og udvikling. Eksisterende aktionærer får dermed tilbudt at ‘forsvare’ deres aktier ved at købe nye. Om man bør vælge at udnytte sin tegningsret, eller ej, har vi på nuværende tidspunkt ingen fastlagt samlet holdning til. Ved at gå med, sikrer man, at størst mulig andel af aktierne forbliver på småaktionærernes hænder nu og her. Det vil gøre det lettere og billigere at indfrie FFB’s endelige mål, som er at overtage de nuværende ejeres aktieandel i klubben den dag de vil sælge.
På den anden side er det en risikofyldt økonomisk strategi, der forudsætter høj grad af sportslig succes på den helt korte bane for at lykkedes. En strategi man ofte har forsøgt sig med uden at have held til at skabe et bæredygtigt fundament for klubbens langsigtede drift. Det er samtidig klart, at vi ikke kommer nærmere målet om medbestemmende indflydelse, så længe de nuværende ejeres aktieandel er over 50 procent.
I FFB arbejder vi for et fremtidigt Brøndby, der hviler på et solidt økonomisk fundament, med en ledelse, som har sin autoritet fra alle os, der har givet vores hjerter til klubben. Det inkluderer naturligvis også de mange trofaste små-aktionærer, der i dag ejer 34 procent af aktierne i klubben. 8 ud af ti medlemmer i vores bestyrelse befinder sig blandt disse, og i alt er 1.556.457 antal aktier i Brøndby IF A/S ejet af medlemmer af FFB. Vi udgør således allerede et bredt udsnit af små-aktionærer, selvom vi som forening først har planer om at investere i klubben den dag det kan veksles til at udstyre fællesskabet med bestemmende indflydelse. Ved at stå sammen nu, kan vi forberede os på fremtiden i fællesskab. Vi opfordrer derfor alle øvrige småaktionærer til at melde sig ind under FFB’s faner.
Vort samlede engagement og økomiske støtte skal sikre sportslig succes og økonomisk bæredygtighed på den lange bane. De gode folk i Fanafdelingens bestyrelse arbejder på højtryk for at bringe mere klarhed over, hvad emissionen indebærer. Vi opfordrer kraftigt til, at man følger med på deres kanaler, og beslutter sig for, om man vil tegne nye aktier ud fra et oplyst grundlag.
Uanset om man spørger hjertet eller hjernen, vil der være argumenter for og imod. Men det er indiskutabelt, at man bør melde sig ind i FFB, hvis man ønsker, at fællesskabet skal eje Brøndby IF i fremtiden.
Ønsker du at blive medlem af FFB – Læs mere om dine muligheder her.