INGEN over klubben 

December 22, 2024

Per Nielsen er personificeringen Brøndbys af berømte motto. Bag årets sidste adventslåge kan du læse, hvordan både helbredsmæssige og kollegiale hensyn blev sat til side i kampen for sejre til klubben, og det fællesskab, som han var så stor en del af. 

Det eksklusive selskab af én-klub-spillere består af få store navne som Francesco Totti, Paulo Maldini, Carles Puyol – og Per Nielsen.  

Sidstnævnte delte gavmildt ud af af posen med historier fra sin lange trofaste tjeneste i blåt og gult til FFB’s seneste medlemsaften lige inden julemåneden tog sin begyndelse. 

Per Nielsen har taget turen fra miniput og bolddreng til kaptajn og cheftræner gennem sine 45 år i Brøndby. Det har bestemt ikke været uden ofre, men, når han beskriver sit hjemlige og familiære forhold til klubben er det svært at forestille sig noget andet oplagt valg. 

Morgenfrisk 

-Jeg har altid været den første der mødte op ude i klubben. Jeg kunne godt lide at tage i mod alle de andre og spise morgenmad med dem. Det var en stor nydelse at være omklædningsrummet og på træningsbanen.  

Jeg har også altid været den sidste, der er gået hjem – men jeg har så også altid boet tættest på stadion, så det har måske også noget med det at gøre. 

Først hen mod slutningen af karrieren kom et skifte væk fra Brøndby rigtig tæt på. I 2006 stod han med flybilletten i hånden, men daværende træner René Meulensteen fik  ham i sidste øjeblik til underskrive en ny kontrakt, fremfor at skifte til Rosenborg, der var suveræne i Norge og buldrede frem i Europa i den periode. 

Social sammenhæng 

-Jeg gik aldrig ind og pressede på for et skifte. Man kan måske godt kalde mig tryghedsnarkoman, for jeg havde det jo bare super godt i Brøndby. Vi havde masser af succes, og jeg var fast mand, men det handlede jo også om, at jeg følte det var dér, jeg hørte til. Altså, jeg kendte jo alle mennesker i Brøndby. Jeg kunne gå over i klubhuset og hilse på alle ungdomstrænerne. Og tage i Hytten og sige hej til fansene. Jeg havde det bare super godt og nød virkelig det sociale miljø, jeg var en del af, hver eneste dag, når jeg kom derud.  

14 dage efter den nye aftale blev skrevet under, viste det sig, at Meulesteen alligevel ønskede at skille sig af med den daværende anfører. Herefter fulgte en trist periode med skuffende resultater og masser af uro på de indre linjer.  

Per Nielsen beskriver perioden frem til Michael Laudrups afsked som cheftræner som meget harmonisk, men forholdet til holdkammeraterne blev dog sat alvorligt på prøve et par år tidligere.  

Strejkebrud 

I 2004 udviklede en overenskomststrid sig til spillerstrejke. Det betød at spillere på kontrakt ikke måtte spille for deres klubber. Per Nielsen valgte på kontroversiel vis at gå mod Spillerforeningen, og kollegaerne, ved at bryde strejken, og stille op for Brøndby, der havde en vigtig europæisk kamp på programmet.  

-Jeg har det faktisk stadig godt med det den dag i dag. Jeg havde enormt svært ved at sætte mig ind i hele den polemik, der var omkring strejken, og hvorfor det ene, og hvorfor det andet. Jeg spillede fodbold for Brøndby, og vi havde altså en europæisk kamp. 

-Vi var jo ude i at skulle stille med et hold fyldt med veteraner. De her gamle mænd, der løb rundt og trænede ude på banerne; det var helt skørt, og jeg tænkte bare, det kan simpelthen ikke passe, det der 

Brøndbyanføreren stod dog ikke alene. I forsvarskæden fandt han sig hurtigt en tro væbner.  

-På et tidspunkt, hiver jeg fat i Dan Anton Johansen, og siger, det går sgu ikke, det her, jeg bliver nødt til at spille.  

-Nå, det gør jeg også så, svarede han med det samme.  

-Selvom mange af de andre var imod det vi gjorde, forstod de godt, hvordan vi havde det. At vi jo var født og vokset op med det her, og levede og åndede for klubben.  

Øretæver i luften 

Mens beslutningen om at bryde strejken generelt blev mødt med forståelse og accept blandt holdkammeraterne, var reaktionerne fra omverdenen anderledes voldsomme. 

-Det var en vild tid. Vi var ikke ligefrem populære rundt omkring. Der var mange, der svinede os til og lovede os tæsk. Folk, der ringede til os, og sagde, vi lige skulle kigge os over skulderen.  

Der var så også en del Brøndbyfans, der sagde, vi bare skulle sige til, hvis der var nogen, der kom efter os.  

-Så, det var sgu en lidt kedelig tid, men jeg har ikke fortrudt det, og jeg ville sikkert gøre det igen. 

På sprøjten 

Da Brøndby skulle møde AGF 1. april 1998 vandt kampiveren også over hensynet til personlig sikkerhed.  

Foruden en 4-1 sejr, og debut til våbenbroren, Dan Anton Johansen, bød kampen på den hurtigste Per Nielsen-udskiftning nogensinde, og efterlod en vis doktor med særdeles røde ører.  

-Jeg havde en lang periode, hvor jeg gik med en lyskenskade.  Jeg trænede stort set ikke, men jeg spillede hver gang. Før kampene fik jeg en sprøjte af Per Bjerregaard; så, ind med dig og spil.  

Det var samme rutine hver gang, og det fungerede fint. Jeg ville jo bare spille.  

Men til denne her kamp, kunne jeg mærke,  der var et eller andet i vejen. Under opvarmingen, siger jeg så,  

at jeg har det lidt mærkeligt.  

Jeg bliver alligevel sendt på banen, efter lidt massage, men på vej ud af spillertunellen, så falder jeg… 

Op at stå 

-Op igen, er der en eller anden, der siger. Jeg bliver hjulpet på benene og løber ud på banen. Så bliver kampen fløjtet igang og Lars Windfeld losser en lang, høj bold fremad. Jeg løber et par meter baglæns – og falder!  

-Men jeg når at komme op igen. Jeg forsøger at heade bolden væk – og så falder jeg igen! 

Så bliver jeg så skiftet ud. Efter et minuts spilletid. 

-Det viser sig at Per har stukket forkert, og ramt mig lige i en nerve! 

Vi kan godt sidde og grine af det nu, men det var jo pisse farligt. Han var så heller ikke skide stolt af det dengang. 

Hvad nu? 

Vi runder årets sidste adventslåge af med Per Nielsens afsluttende bemærkninger som en ekstra bonus i anledning af den søde aften, der kommer lige om lidt. 

Hvad laver en uddannet snedker, med 45 års erfaring som fodboldspiller- og træner, så nu? 

Ingen over Per 

-Det kan godt være, jeg skal træne et eller andet hold på et tidspunkt, men min første tanke er faktisk, at i løbet af foråret, så skal jeg finde et eller andet, som ikke har noget med fodbold at gøre.  

-Jeg har lyst til at prøve at holde weekend. Tage i sommerhuset, når det passer mig og til familiefødselsdage. Det har jeg kunne gøre her i efteråret, og det har været skønt.  

Jeg har ikke tænkt så meget på fodbold, men nogle gange kan jeg godt savne at være træningsbanen med de her fantastiske kvinder. Men jeg savner sgu ikke at bruge en hel weekend på at tage til Hjørring. 

Oplagt gaveidé 

Næste medlemsaften finder sted i Hytten 28. januar. Her kommer journalist og forfatter Tony Ernst forbi og holder foredrag om erfaringerne fra Sverige med faneje og kampen for bevarelsen af 51% -reglen.  

Han er tidligere formand for Malmø FF Support og Svensk Fotbollsupporterunion(SFSU).  

Tag med på rejsen, og hjælp os med at hjælpe Brøndby IF, ved at melde dig ind i FFB for ned til 50 kroner om måneden.  

Hvis du allerede er medlem, og står og mangler en julegave til en Brøndbyfan i familien, kan du sagtens donere et medlemskab i vedkommendes navn. 

I FFBs bestyrelse knokler vi ulønnet hver eneste dag – blandt andet med at arrangere flere fede medlemsaftener og skabe underholdende og oplysende indhold på vores kanaler.  

Vores eneste ønske er at samle alle med hjerter, der banker for Brøndby IF om at tage fælles ansvar for klubbens fremtid.