Stor spørgelyst til medlemsaften om ”fodbold som forretning”
August 22, 2024
Fans er nødt til at forstå, hvordan fodboldøkonomi fungerer, siger Sune Blom.
Kan det betale sig at bruge 10 millioner kroner mere for at hale ind på sine nærmeste konkurrenter – eller lægge yderligere afstand til forfølgeren? Hvor tålmodige er fans, når det kommer til dårlige resultater? Hvilke overvejelser skal man gøre sig som klub, når det gælder indtægter fra kommercielle tiltag, transfer og præmiepenge? Hvad er forskellen på ”klub” og ”forretning”? Og kan man virkelig ”out smarte” de andre hold?
Det var nogle af de emner, som tidligere fanrepræsentant og formand for Fanafdelingen – og nu blandt andet redaktør på Mediano Business – Sune Blom tirsdag aften i Hytten kom rundt om, da FFB havde inviteret til foreningens første medlemsarrangement i sit oplæg om ”Fodbold som forretning”.
Sune Blom har i mange år beskæftiget sig med økonomi i fodboldverdenen, og han mener, det er vigtigt, at fans får et større indblik i de tal og dynamikker, der styrer forretningerne bag fodboldklubberne.
– Klubfodbolden er mere end nogensinde en forretning. Og drevet som sådan på alle niveauer. Derfor er det enormt vigtigt at alle dem, der følger med hver eneste uge, også forstår de forretningsmæssige logikker, som styrer klubberne. For ellers går klubber, fans, medier og kommentatorer galt af hinanden i debatten, siger han.
Flere arrangementer på vej
Sune Blom gennemgik også, hvordan fodboldklubber kan gå efter forskellige typer af indtægter fordelt på det kommercielle område, hvor der ikke er store risici, transfers, som er lidt mere risikable og svære at forudsige, og så præmiepenge fra Europa, som er et nulsumsspil med få deltagere og derfor svært og rigtig dyrt for mange at gå efter.
Det var en tilfreds formand for Fodbold Forening Brøndby, der gjorde status på foreningens første medlemsarrangement:
– Det er et vigtigt og interessant emne, som fans har godt af at blive mindet om og forholde sig til. Fodbold er i dag en stor industri, hvor meget kan ske hurtigt. Klubber og spillere bliver købt og solgt, og selv om mange af os går på stadion for at få en god fodboldoplevelse, så er det vigtigt, at vi også har en forståelse af den økonomi, der styrer både vores egen klub og vores konkurrenters klubber, siger Jesper Friberg.
FFB vil løbende invitere til arrangementer med relevante gæster og emner. Der arbejdes allerede på endnu en aften senere på efteråret.