Tyskland strammer op på 50+1-reglen

June 17, 2025

Det tyske regelsæt, der skal sikre, at klubbernes medlemmer altid har halvdelen af aktierne, plus en stemme, bliver nu lukket for smuthuller. Det besluttede den nationale konkurrencemyndighed igår.

Jan Van Leuween fra Dortmunds fanafdeling havde lave forventninger til 50+1-modellens fremtid, da han besøgte Danmark til FFB’s medlemsaften i starten af april. Men frygten for at flere og flere klubber ville begynde at udnytte smuthullerne i systemet, er nu blevet gjort til skamme. Det tyske Bundeskartellamt har nemlig bestemt sig for at stoppe for de eksisterende undtagelser, der tillader enkelte klubber at omgå reglen.

-Ifølge den nye afgørelse fra Den Europæiske Unions Domstol synes det ikke længere muligt at give permanent beskyttelse til klubber, der allerede har modtaget en undtagelse fra 50+1-reglen under de tidligere foreslåede betingelser (Wolfsburg og Bayer Leverkusen). I stedet skal alle klubber grundlæggende nyde godt af ensartede konkurrencevilkår. Det betyder, at det – i det mindste på længere sigt – skal sikres, at moderselskabet, som er åbent for nye medlemmer, har den bestemmende indflydelse over alle klubbers professionelle afdeling, hedder det i de tyske myndigheders afgørelse

Det tyske fodboldforbund DFL skal sikre at klubbernes stemmeberettigede medlemmer har reel indflydelse. Der skal være gennemsigtige organisationsstrukturer, som garanterer, at de professionelle afdelinger retter sig efter moderselskabernes beslutninger. Wolfsburg og Bayer Leverkusen som blev født med store virksomheder som ejere, har hidtil nydt godt af undtagelserne i 50+1-reglen. RB Leipzig er som bekendt reelt ejet af Red Bull.  Det er ikke et brud på reglerne, fordi moderklubben stadig officielt ejer selskabet. Der er dog kun 23 stemmeberettigede medlemmer, som alle er indsat af energidrikke-producenten.  Klubber som Hertha Berlin og GFH-ejede Augsburg er også blevet beskyldt for at omgå 50+1 reglen.

I FFB ARBEJDER vi også for fan-ejerskab og er meget inspireret af den tyske og svenske model. Vi ønsker, at Brøndby IF skal kunne stå på egne ben og være en klub i sin egen ret. FFB vil derfor rejse økonomiske midler, til helt eller delvis opkøb af aktier, den dag de nuværende ejere måtte sælge. Den bestemmende myndighed i Brøndby IF skal i fremtiden udgøres af det fællesskab, som altid har været klubbens varemærke og vitale styrke. Find et medlemsskab der passer til din økonomi her.