FFB møder repræsentanter fra Motherwells fanejerskab
March 21, 2025

I sidste uge tog FFB et møde online med Derek Watson og Jason Henderson fra The Well Society for at udveksle erfaringer og få inspiration. Foreningen har siden 2016 ejet aktiemajoriteten i skotske Motherwell FC.
The Well Society opstod i 2011 som en reaktion på de store økonomiske udfordringer Motherwell stod med. Fem år senere lykkedes deres mission om at overtage aktiemajoriteten i klubben.
FFB forsøger i videst mulige omfang at lade sig inspirere af fanejerskaber i andre klubber, og har siden nytår været i forbindelse med The Well Society. Det førte i sidste uge til et længere møde online mellem repræsentanter fra de to foreninger.
Med fra Skotland var Derek Watson og Jason Henderson, som begge er bestyrelsesmedlemmer i The Well Society.
Ud af krisen
I vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland forhindrer regler enkeltpersoner og firmaer i at eje aktiemajoriteten i fodboldklubberne. Det er ikke tilfældet i Skotland. Alligevel lykkedes det for Motherwells fans at overtage ejerskabet af klubben.
Medlemmerne af The Well Society betaler et månedligt kontingent på mellem 5- og 20 pund, og de ejer i dag 71 procent af Motherwell FC.
Foreningen brugte i første omgang deres indsamlede midler til at hjælpe Motherwell ud af den økonomiske krise, og blev tildelt to pladser i klubbens bestyrelse.
Privat kontraangreb
Efter The Well Society overtog aktiemajoriteten i 2016 er klubben blevet gældfri, og der er skabt rekordstore overskud. I 2022 og 2023 led Motherwell dog store tab på omkostninger til personale og forbedringer af stadion.
Det fik ledelsen til at indlede forhandlinger med Netflix-ejeren Erik Barmack om en investering, der ville fratage fansene deres afgørende aktie-andel.
Handlen blev dog afvist af The Well Society’s medlemmer med et flertal på 80 procent, og flere i klubbens ledelse måtte gå af.
Ejer med hjerte
Bortset fra dette forløb har forholdet mellem klubben og foreningen været meget harmonisk. The Well Society blev dannet på initiativ af folk i klubben, og overtagelsen af aktiemajoriteten skete ved, at rigmanden Les Hutchinson solgte sin aktieandel for ét pund.
Hutchinson har desuden matchet indsamlede beløb i flere omgange og dermed fordoblet foreningens kassebeholdning.
Velvilligheden fra klubben overfor projektet er den største forskel på situationen i Motherwell og Brøndby, forklarede Derek Watson og Jason Henderson fra The Well Society til mødet. Men der er også en lang række ligheder. De to representanter hæftede sig bla. ved det store engagement fra Brøndbys fanscene, og at man allerede har et medlem i selskabets bestyrelse.
Bliv ved!
Efter skotternes mening besidder vi som Brøndbyfans forudsætningerne for et fremtidigt ejerskab. Med oprettelsen af FFB er alle de indledende øvelser og det strukturelle på plads.
Den store udfordring består selvfølgelig i at overbevise resten af fanscenen om nødvendigheden af at tage et fælles økonomisk ansvar for klubbens fremtid.
Det kræver en motiverende og vedholdende informationskampagne på alle platforme. Det kræver at medlemmerne er med til at sprede budskabet, når de taler med deres medfans. Og det kræver en masse tålmodighed.
Jason Henderson og Derek Watson havde stor ros til projektet og tilskyndede til at fortsætte til missionen er fuldført. De mange værdifulde input bliver taget med i FFBs videre arbejde.
Læs meget mere om ‘The Well’ på deres flotte og informative hjemmeside: https://thewellsociety.uk
Tirsdag aften får FFB besøg fra Borrusia Dortmund, når Jan Van Leeuwen fra klubbens fanafdeling holder foredrag på Vesterbro, tæt ved Vega. Der er stadig få ledige pladser. Du kan tilmelde dig arrangementet her